Jeg har altid syntes at det at lære, skole, uddannelse og undervisning var sjovt. Det er spændende at lære noget nyt og det skal give mening og være relevant. Og så skal det også være hyggeligt.
Selv har jeg valgt med hjertet og min uddannelse har givet mig nye interesser: historie, dansk og læsning, arkitektur og stilperioder, samfundsfag, miljøpolitik og politik i det hele taget, en masse om religion og filosofi - og så elsker jeg grammatik.
Mine interesser har jeg givet videre til mine børn og opflasket dem med Svend Tveskæg og Valdemar den Store, byernes udvikling som konsekvens af industrialiseringen og den kolde krigs betydning for den europæiske geografi.
Mine børn har også lært mig meget og min indstilling er at læring har de bedste vilkår, når den tager udgangspunkt i elevens interesser. Er det fodbold hovedet er fuld af, så finder vi ud af at komme omkring læsning, grammatik, geografi og verdenshistorie via fodbold.
Jeg er cand. mag. fra RUC i pædagogik og miljøplanlægning. Jeg har også arbejdet som uddannelsesvejleder og for mig har den personlige samtale, tilliden og respekten mellem vejlederen og den vejledningssøgende været jobbets mening.
Inden jeg kom på RUC, læste jeg teologi to år på KU.
Jeg har to børn der går i skole og jeg elsker at læse historier med dem. Jeg kan også godt lide at spise kager og finde nye, spændende caféer i byen.
Jeg glæder mig til at høre fra jer - det skal nok blive godt :-)