Velkommen til min underviserprofil!
Jeg er uddannet eventkoordinator, og har de sidste mange år arbejdet med alt fra kundeservice til madlavning. I min fritid er jeg frivillig leder i FDF, hvor jeg har ansvaret for at lave aktiviteter for børn i alderen 9-11 år. Jeg har tidligere været leder for børnegruppen i alderen 6-8 år. Jeg har været leder i FDF i 8 år, og har været medlem i forbundet siden jeg var barn. Udover FDF bruger jeg hver tirsdag aften på at gå til dans sammen med min søster. Blandt mine andre hobbyer finder man alt fra strik til vandreture. Jeg er et alsidigt menneske som nyder at være indenfor ligeså meget som at være udenfor.
Gennem FDF har jeg tillært mig en del om børns indlæringsprocesser, og jeg ved at alle børn lærer forskelligt. Som underviser er det vigtigt for mig at lære den enkelte elev at kende, og tilpasse lektiehjælpen til det de har brug for. Jeg har tidligere hjulpet min bror med hans lektier - specielt i folkeskolen, hvor jeg hurtigt fandt ud af at hans motivation faldt ved tanken om gentagelserne af de samme typer af regnestykker. Derfor delte vi opgaverne over i flere dele, og det viste sig at han vidste lige præcis hvordan man løste ligningerne, men ikke kunne overskue mængden af ligninger. Det er netop derfor at det er vigtigt for mig at lære eleven at kende, for nogle gange er broen til succes kortere end man tror, hvis man er villig til at gribe opgaverne anderledes an.
Min motivation for at være lektiehjælper er at jeg finder det inspirerende og meningsfuldt at hjælpe andre med at lære noget nyt. Vi bruger meget tid i FDF på at lære børnene nye færdigheder og give dem succesoplevelser med det.
Jeg glæder mig til at møde dig!