Velkommen til min profil!
Som din lektiehjælper bestræber jeg mig på at gøre lektierne vedkommende, hvilket for mig vil sige, at jeg tilpasser mig den enkelte elev og forholder mig undersøgende. For at skabe de bedste betingelser er det nødvendigt at have en relation med eleven, som bygger på forståelse, evnen til at lytte, evnen til at gå i dialog om tingene og evnen til at engagere sig i elevens perspektiver.
Det relationelle gennemsyrer min tilgang, da det relationelle er stedet, hvor jeg tidligere som praktikant og lærervikar har lært at tilpasse opgaver og at tænke på nye måder omkring fagligt indhold for at skabe en fælles interesse for at lære noget nyt sammen med eleven/eleverne.
Jeg er uddannet med dansk, historie og specialpædagogik som linjefag, og har cirka et skoleårs erfaring (mine praktikperioder sammenlagt) som lærer i dansk og historie, samt et halvt skoleårs erfaring fra en specialklasse, hvor jeg primært underviste i dansk og historie. Jeg studerer t.o.m. juni 2027 på en 1-årig Professionsmaster i Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR).
Imens jeg studerer, ønsker jeg at udvikle mine lærerfaglige kompetencer og at være i kontakt med elever og deres læring. Derfor giver det især mening for mig at være lektiehjælper.
Som person er jeg nysgerrig på andre mennesker, betænksom med mine ord og handlinger og går meget op i balancen mellem at udfordre mig selv og at lave noget, jeg allerede ved, jeg er glad for. F.eks. løbetræner jeg, jeg dyrker crossfit, læser bøger og laver mad, eller skriver og laver ofte noget kreativt. Jeg nyder at være sammen med venner eller familie, uanset hvad jeg laver.
Tak for at læse med, og jeg ser frem til at høre fra dig.