Jeg er lærerstuderende på 2. år på den delvist digitale læreruddannelse ved UC SYD og har gennem mit arbejde som lærervikar opnået bred erfaring med undervisning i folkeskolen.
Som lektiehjælper skaber jeg et trygt rum, hvor eleven tør stille spørgsmål, lave fejl og sige til, når noget er svært. Jeg lægger vægt på at møde den enkelte elev dér, hvor eleven befinder sig, og tilpasse undervisningen efter både fagligt niveau og individuelle behov. Jeg arbejder med en tydelig struktur, konkrete forklaringer og forskellige måder at gribe stoffet an på, indtil det giver mening for eleven. Mit mål er, at eleven ikke blot løser den konkrete opgave, men også opbygger større faglig selvtillid og tro på egne evner.
På læreruddannelsen har jeg dansk som undervisningsfag samt specialpædagogik. Specialpædagogikken giver mig en stærk faglig viden om, hvordan forskellige forudsætninger og behov har betydning for elevens deltagelse og læring. Som mit tredje undervisningsfag har jeg fokus på historie, som jeg har en særlig interesse for.
Jeg tilbyder primært lektiehjælp og faglig støtte i dansk samt undervisning i engelsk og matematik på indskolings- og mellemtrinsniveau, hvor jeg trækker direkte på min praktiske erfaring som lærervikar.
Som person er jeg rolig, tålmodig og imødekommende, og jeg gør meget ud af at opbygge en god relation til den enkelte elev. Jeg tror på, at det er lettere at lære, når man føler sig tryg, bliver taget alvorligt og oplever, at der altid er plads til de ting, man endnu ikke mestrer.