Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Gry, og jeg er en glad og positiv indstillet ung kvinde.
Jeg har netop færdiggjort en bachelor i Film- og medievidenskab ved Københavns Universitet, som har betydet meget for min personlige udvikling gennem de sidste år. Gennem min uddannelse har jeg fundet større glæde i film og kultur, og jeg er ofte at finde ude i Københavns kulturliv. Jeg er fascineret af film både som underholdning og kunst, idet jeg mener, at de kan give eftertænksomhed, som sætter sig i alle typer mennesker. Derfor arbejder jeg også som producerassistent.
Jeg har et roligt sind og hviler meget i mig selv. Alligevel er jeg meget eventyrlysten og nysgerrig på livet, hvilket jeg forsøger at udleve gennem rejser og relationer.
Jeg har tidligere lavet frivilligt arbejde i Peru, hvor jeg underviste i engelsk til børn i alderen 5-13 år. Jeg havde en idé om, at jeg ville være tålmodig og ihærdig som underviser, hvilket jeg fik bekræftet da jeg trådte ind i denne rolle. Jeg forsøgte at skabe god undervisning ved at inddrage kreativitet og lege, som ville gøre det sjovere for børnene at lære. Fx ville jeg tegne en familie på tavlen, hvor de skulle svare på, hvad man kaldte hhv. far og søster på engelsk.
Jeg synes det er vigtigt at lytte til dem man underviser og mærke efter, hvordan de kan lide at lære - og ikke mindst, hvad der motiverer dem og virker. Derudover synes jeg undervisning fungerer bedst, hvis jeg hjælper dem til selv at nå frem til svaret (hvis der er en konklusion) eller lærer dem at tænke og formidle selv, så personen jeg hjælper føler, at de selv sejrer i det de har svært ved.
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, fordi jeg synes det er spændende og sjovt at hjælpe børn og unge med at lære. Jeg har altid selv været glad for at gå i skole og fundet glæde i de små sejre. Det vil jeg gerne viderebringe til andre, som har brug for lidt ekstra hjælp med særlige fag eller generelt brug for sparring. Jeg søger et ekstra arbejde, som kan glæde andre og hvor jeg kan få en relation til dem som jeg bruger tid med. Jeg ønsker at give tryghed til dem jeg arbejder med og underviser, for det er så vigtigt et element i at blive klogere og turde lytte til andre samtidig med at turde kaste sig ud i det, som man synes er svært.
Jeg glæder mig til at møde min næste elev!