Velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Anton og jeg studerer til daglig samfundsvidenskab med tilvalg af journalistik og internationale studier på Roskilde Universitet. Når jeg ikke har min daglige gang på universitet, holder jeg meget af at være fysisk aktiv med henholdsvis fodbold og løb (en sjælden gang imellem også styrketræning). Derudover har jeg en stor passion for musik i min fritid og spiller selv med i bands fra tid til anden. Som person vil jeg beskrive mig selv som en, der er imødekommende og empatisk, god til at møde nye mennesker samt fagligt skarp.
I min undervisning er det vigtigt for mig at møde eleven der, hvor den individuelle elev er. I mine øjne kan alle lære at være gode i skolen (nogen har selvfølgelig lettere ved det end andre), og jeg synes det er en fornøjelse at se selvtilliden vokse hos elever, der opdager dette. I undervisningsrummet vil jeg så vidt muligt forsøge at skabe et trygt og opbakkende miljø, hvor det hele ikke behøver at være så formelt. Dette mener jeg sætter de bedste betingelser for at skabe et rum, hvor eleven kan få lov til at udfolde sig mest muligt.
Som tutor vil jeg også trække på mine tidligere erfaringer med formidling og relationsarbejde fra bl.a. folkeskolen, hvor jeg har fungeret som lærervikar fra 0.-10. i over et år og derudover har undervist individuelt i dansk for andetsprogselever. Mine evner indenfor videreformidling og relationsarbejde ser jeg frem til at udvikle og blive endnu bedre til i mødet med fremtidige elever.
Bedste hilsner Anton