Jeg hedder Signe og læser til lærer. Som person er jeg energisk, omsorgsfuld og positiv, og jeg trives bedst i en hverdag, hvor der sker noget. I min fritid nyder jeg at være sammen med venner og familie, lave mad, træne og være aktiv.
Som lektiehjælper lægger jeg stor vægt på, at undervisningen både er lærerig, spændende og let at forstå. Jeg mener, at alle elever lærer forskelligt, og derfor tilpasser jeg altid undervisningen til den enkelte elevs behov og skaber et trygt læringsmiljø, hvor der er plads til spørgsmål og fejl.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg brænder for at hjælpe børn og unge med at udvikle sig både fagligt og personligt. Som lærerstuderende motiverer det mig at se, hvordan den rette støtte styrker både motivation, selvtillid og læreglæde.