Hejsa, og velkommen til min profil ved GoTutor.
Mit navn er Anette, og jeg har undervist i grundskolens ældste klasser (6. til 10. klasse) i 23 år. Lige nu arbejder jeg på en privatskole i Hjørring. I min tid som lærer har jeg arbejdet på en efterskole, på en folkeskole og nu på en privatskole. Jeg ser det som et stort privilegium at have været de forskellige steder, da de har været med til at forme og udvikle mig som lærer.
Som person vil jeg beskrive mig selv som både empatisk og bestemt. Når jeg er sammen med mine elever i undervisningen, er jeg en meget tydelig voksen, og der er ingen tvivl om hvem der bestemmer. Derudover, har jeg en anerkendende tilgang til mine elever, og jeg har altid fokus på at opbygge gode relationer med alle de unge mennesker jeg møder i min hverdag.
I min fritid bruger jeg mange timer på min søns sportsklub, Aalborg 89ers. Jeg er medlem af bestyrelsen og ungdomsansvarlig, så jeg tilbringer rigtig meget tid sammen med min søn og alle hans holdkammerater. Derudover, er jeg rigtig glad for at læse, og jeg holder mig ajour med verden omkring os. Jeg har altid rejst meget og det at møde nye mennesker og andre, spændende kulturer er noget af det jeg holder allermest af. Amerika har en helt speciel plads i mit hjerte, da jeg var udvekslingsstudent i min ungdom.
Jeg har valgt at prøve kræfter med GoTutor konceptet, da jeg altid gerne vil prøve nye ting og fortsat gerne vil udvikle mig som underviser. Jeg brænder for mine fag, og jeg prøver altid på at levere en kompetent og spændende undervisning. Jeg inkluderer bevægelse og leg så ofte det er muligt i mine timer.
Jeg glæder mig til at møde jeres barn/unge menneske og til at hjælpe dem med at nå i mål.