Hej! Mit navn er Martin. :)
Jeg er uddannet pædagog og arbejder på deltid som ledsager/handicaphjælper for en udviklingshæmmet dreng på 15 år.
Personlige interesser tæller fodbold, håndbold, tennis (sport generelt), ligesom jeg har en almen interesse i samfund, kultur og min profession som pædagog og dertilhørende emner, herunder pædagogik, trivsel, læring m.m..
Foruden arbejdet som ledsager har jeg et brændende ønske om at gøre en mærkbar forskel for børn og unge indenfor skolefaglige områder, hvor privat lektiehjælp er noget, som jeg tidligere har erfaring med under min tid som pædagogstuderende i Aarhus.
Her var jeg således både voksenven/støttepædagog og matematiklektiehjælper for en dreng i 7. kl. som jeg fulgte over et længere forløb.
Drengen gik desuden i fritidsklubben, hvor jeg var i studiepraktik.
Noget af det, som gør mig til en god lektiehjælper, er, at jeg er meget anerkendende, rummelig og tålmodig. Det indebærer, at jeg ser det enkelte barn, og jeg er forstående for, hvis noget er svært eller kedeligt. Hvis barnet/den unge synes, at noget er kedeligt og/eller svært, er det suverænt dennes oplevelse af tingene.
Jeg ønsker at skabe motivation og glæde ved lektierne ved at genoverveje nye måder at løse opgaver på en sjovere måde, fx anvendelse af Matematikfessor (digitale værktøjer) eller fysiske genstande til visualisering, fx indenfor brøker eller geometri.
Foruden matematik vil jeg også være behjælpelig med dansk, især stavning og grammatik, inkl. komma, samt tegnsætning helt generelt.
I mit daglige arbejde med børn og unge er det vigtigste at være empatisk og lyttende overfor børnene, uanset hvad de går og spekulerer på og/eller interesserer sig for.
Arbejdet med børn og unge er enormt givende for mig, når jeg føler, at jeg har gjort en forskel for en eller flere børn og unge, evt. med et smil eller grin undervejs.
Jeg har valgt at være tutor hos GoTutor, da jeg ønsker at (gen)skabe glæde og motivation ved lektier og skole, og fordi alle børn fortjener en god skolegang.