Hej!
Jeg hedder Cathrine og er din nye underviser:)
Jeg er en frisk og sød pige på 18 år, der til hverdag går i 2.g på Hasseris Gymnasium. I min fritid elsker jeg at spille fodbold og klaver.
Skolen fylder meget i mit liv, og jeg er engageret i mit skolearbejde. Jeg er altid blevet anset som en ambitiøs elev og har haft en del tid og overskud i folkeskolen, som jeg har brugt på at hjælpe. Jeg har ofte rettet og/eller forklaret mine klassekammerater både små og store opgaver - og gør det stadig den dag i dag.
Min motivation som lektiehjælper handler blandt andet om, at jeg synes, børn og unges trivsel er centralt både i grundskolen og på de forskellige uddannelsesinstitutioner. At gå i skole som barn og ung kan være hårdt og slidende og udover den udannelsemæssige del af skolen, er det enormt vigtigt at prioritere sit sociale liv både i og udenfor skolen. Men det kan være svært, når man ikke er 100 procent med i undervisningen eller når opgaver og afleveringer fylder for meget. Jeg mener, at med lektiehjælp vil eleven samle mere overskud og motivation, mens det faglige niveau stiger.
Jeg vægter en god relation til eleven højt, og det betyder meget for mig, at eleven føler sig tryg og komfortabel i timerne. Jeg vil sørge for ikke bare at være elevens lektiehjælper men først og fremmest være elevens ven. Jeg vil også lytte på elevens ønsker og ideer, så undervisningen kan forbedres og tilpasses.
Jeg mener, at lysten til at lære, interesse og nysgerrighed indenfor de enkelte fag er altafgørende. Jeg tilrettelægger derfor også undervisningen med formålet om, at det skal være sjovt og spændende at lære, lave lektier og blive klogere. Jeg er en tålmodig og organiseret person, og mine timer vil være strukturet og efterhånden tilpasset eleven. Det vigtigste for mig er klart at øge både elevens faglige niveau og motivation.
Jeg glæder mig til at møde dig!