Hej! Og velkommen til min underviserprofil.
Jeg hedder Amalie, og har netop afsluttet 3.g på Egaa Gymnasium. Jeg har altid haft musik som interesse og har derfor gået i en musikklasse. Dette har givet mig tre rigtig gode år i et helt vildt fedt fællesskab. Derudover dyrker jeg triathlon, hvilket jeg gerne vil bruge en hel del tid på i mit sabbatår.
Udover min interesse for musik, har jeg har altid interesseret mig for heste, og har haft min egen hest siden jeg var 13 år. Som 15-årig begyndte jeg at arbejde frivilligt på en turridningscenter i Skagen hver sommer. Her har jeg redet utallige ture med en masse forskellige mennesker med vidt forskellige kompetencer inden for ridning. Dette har givet mig en masse erfaring med at lære fra mig til mennesker i alle aldre samt mennesker med forskellige behov (bl.a. mennesker med autisme, downs syndrom eller angst).
Derudover har jeg, da jeg gik i 8. og 9. klasse, været lektiehjælper for en yngre pige i dansk og matematik. Her oplevede jeg særligt min tålmodighed, og evne til at forklare tingene på mange forskellige måder, som særligt vigtigt. Min tilgang er at stræbe efter en generel forståelse, frem for at stræbe efter at blive fejlfri.
Jeg har altid været ekstremt glad for at gå i skole, og håber at jeg, gennem GoTutor, kan give lidt af denne glæde videre til andre.