Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Charlie og jeg er en udadvendt pige med en lidt krøllet hjerne. Jeg har altid været meget glad for at lære og elsker at nørde ned i de emner jeg synes er særligt spændende. Jeg er super glad for at kunne dele denne lyst med andre, eller hjælpe til med at knække de lidt sværere opgaver.
Jeg elsker at være kreativ og bruger meget af min fritid på at være sammen med mine venner. Jeg går blandt andet til film på Station Next Filmskole og elsker desuden at læse, hækle, spille musik og male.
Til dagligt er jeg i gang med en STX uddannelse på Det Frie Gymnasium på Nørrebro, hvor jeg har studieretningen Samfundsfag A og Engelsk A. På skolen oplever jeg selv, at jeg lærer bedst, når jeg har fået en dyb forståelse af emnet. Som underviser prøver jeg derfor at tilpasse mig til den enkeltes måde at tænke på, da jeg ofte selv har oplevet hvor meget nye perspektiver og forklaringer kan hjælpe.
Jeg mener at det vigtigste ved at lære er at man har et trygt miljø, hvor man føler sig set og respekteret. Det betyder meget for mig at eleverne får en god succesoplevelse med læringen, men også at de føler sig trygge til at stille spørgsmål og være nysgerrige.
Jeg er opvokset to-sproget og i udskolingen gik jeg på en international skole, så jeg er også helt åben for at undervise på engelsk!
Jeg glæder mig til at møde dig!