Velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Eva og bor i København med min lille datter og min kæreste.
Jeg har en kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og er til daglig oversætter af romaner samt forfatter. Derudover har jeg også undervist højskoleelever i kreativ skrivning og litteratur. I mit dejligt spraglede arbejdsliv er der plads til et par elever, der har brug for lektiehjælp i et eller flere af de listede fag.
Fagligt er jeg primært forankret i litteraturen på et både analytisk og kreativt plan, men jeg har også en bred viden om kultur, historie og andre sprog fra min uddannelse og mit arbejdsliv. Derudover er jeg en haj til grammatik, så hvis det er der, skoen trykker, så finder vi ud af det!
Jeg har altid nydt at undervise og bestræber mig på at tilgå stoffet på en anderledes og levende måde. Jeg håber og tror, at jeg i kraft af mit virke som udøvende skribent kan bidrage positivt med et lidt andet og måske skævere blik på undervisningsmaterialet i kulturfagene og i dansk. Sommetider har man brug for et nyt blik, der kan hjælpe med at låse det, der før virkede svært, utilgængeligt og uforståeligt, op.
Jeg kan indgå i forløb af både kortere og længere varighed og bidrager også gerne med ekstra hjælp i eksamensperioder eller ved store projekter.