Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Hannah og jeg er en aktiv og fornuftig ung pige, der er i gang med sit 1. sabbatår. Jeg arbejder til hverdag som picoline i en lægeklinik, hvor jeg fører regnskab, holder orden og udfører forprøver ved patienttider. Jeg spiller derudover fodbold i min fritid, hvilket jeg holder særdeles meget af.
Jeg har spillet fodbold i 8 år, og det er ud over at strikke, læse, male og skrive, en af mine store passioner. Jeg er den ældste i en søskendeflok på 3, og har derfor altid været vant til at tage ansvar. Jeg er et tålmodigt menneske, der er god til at lære fra mig, hvilket jeg i særdeleshed har kunne udøve når jeg har udført lektiehjælp med mine to søstre.
Jeg er storesøster til en pige på 14 år med autisme og ADD. I hendes diagnose ligger der dertil en PDA-profil, der gør at hun er afvisende overfor krav og forventninger. Hun har gennem sin opvækst kæmpet med mange udfordringer, i særdeles grad med det undervisning. Dette har gjort, at jeg har tillært mig en del hands-on erfaring, i forhold til hvordan man bedst muligt leger læring ind, samt imødekommer særlige behov.
Jeg har været aflaster for to travle familier i 2018-2019, hvor jeg passede 5 børn i aldersgruppen 3 mdr. til 9 år. Her hentede jeg bl.a. to drenge i henholdsvis børnehave og SFO, og passede dem til deres forældre kom hjem om aftenen. Her handlede det både om praktiske ærinder, men også at aktivere drengene og udføre lektiehjælp med den ældste dreng.
Jeg elsker generelt at undervise, og jeg går stærkt op i at der ikke findes nogen dumme spørgsmål. Det er vigtigt at få stillet alle de spørgsmål og tvivler man evt. skulle have, således at man har et solidt fundament at bygge videre på i undervisningen.
En anden ting jeg finder særdeles vigtigt i forhold til undervisning, er at opstille procesmål, således at flere små succesoplevelser hen ad vejen, kan motivere eleven til at ville lære mere.
Jeg har valgt at blive tutor, fordi jeg elsker at holde mig i gang, og jeg føler at jeg styrker mig selv, ved at vedligeholde et fagligt input i hverdagen, hvor jeg konstant får udfordret min egen viden. Jeg har desuden en intention om at læse medicin på Aarhus universitet når den tid kommer:)
Jeg glæder mig til at møde jer/dig!