Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Kasper, og jeg er en aktiv, engageret og tålmodig person, der brænder for at hjælpe børn og unge med at udvikle sig – både fagligt og personligt.
Jeg har i mange år arbejdet som fodboldtræner, hvor jeg har brugt 20-30 timer om ugen på at motivere, forklare og skabe udvikling hos spillere i forskellige aldre. Jeg er kæmpe fodboldfan og holder både med Viborg FF og Manchester United. Så tålmodighed og håb er efterhånden en naturlig del af min personlighed! 😄
Fodbolden har givet mig en stærk forståelse for, hvordan man møder unge på deres niveau, skaber tryghed og motiverer dem til at tro på sig selv og deres udvikling.
Derudover har jeg arbejdet som lærervikar i flere år og undervist elever fra 0. til 9. klasse i mange forskellige fag. Her har jeg lært, hvor vigtigt det er med struktur, tryghed og små succesoplevelser for at få læringen til at lykkes.
Uden for arbejdet bruger jeg tid på musik og spiller guitar. Det er noget, der for mig handler om fordybelse, rytme og en god portion tålmodighed (igen, tak til Manchester United).
Jeg er tutor hos GoTutor, fordi jeg elsker at undervise og se, når noget pludselig “klikker” for en elev. Jeg møder eleverne med ro, energi og et smil, og jeg gør altid mit bedste for, at de får selvtillid og troen på, at de kan meget mere, end de selv tror.