Hej, og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Rachel, og jeg går lige nu på STX, hvor jeg har studieretningen bioscience med idræt og valgfaget matematik A.
Udover at gå i skole, bruger jeg meget af min tid på atletik, hvor jeg både selv er aktiv, men også er træner. Jeg har været atletiktræner i snart 6 år, og nyder især at arbejde med børn, bl.a. elsker jeg at se deres udvikling. For mig er processen i at nå frem til et mål mindst ligeså vigtig som det endelige mål. Som underviser lægger jeg meget vægt på, at fejl ikke skal ses som noget negativt, men derimod som en mulighed for udvikling og en bedre forståelse. Jeg tror på, at der ikke findes én rigtig måde at lære på, men at den bedste læringsmetode varierer fra person til person. For mig er det helt essentielt at finde den bedste læringsmetode for den enkelte elev.
Jeg er både ordblind og har en ADHD-diagnose. Jeg ser det helt klart som en fordel, at jeg har lidt alternative måder at tænke på, da jeg ofte oplever i min hverdag, som atletiktræner, at det gør det nemmere for børnene at forstå, det der undervises i.
Jeg ser mig selv som glad og positiv, hvilket jeg håber at kunne overføre til undervisningen, så læringen bliver sjov og anderledes fra den normale skoleundervisning.
Jeg glæder mig til at møde dig!