Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Jonas, og jeg er uddannet folkeskolelærer med linjefag i dansk, historie og religion. I min hverdag underviser jeg lige nu i dansk i indskolingen (0.-4. klasse), samfundsfag i 8. klasse og idræt på mellemtrinnet og i udskolingen. Jeg har desuden tidligere undervist i dansk i udskolingen, matematik i indskolingen, engelsk, religion og historie på mellemtrinnet. Det betyder, at jeg har et bredt kendskab til forskellige fag og læringsbehov på tværs af klassetrin.
Noget af det, der betyder mest for mig som underviser, er relationen. Børn lærer bedst, når de føler sig trygge, set og mødt, præcis som de er. Jeg tror på, at alle kan lære, og at det nogle gange bare handler om at finde den undervisningsform, struktur eller tilgang, der passer til den enkelte elev. Derfor arbejder jeg tålmodigt, anerkendende og med fokus på små, konkrete succesoplevelser, der styrker elevens selvtillid og lyst til at lære.
Jeg har arbejdet med børn og unge i mange år – både i og udenfor skolen. Jeg har blandt andet arbejdet på et bosted i Grenaa, hvor jeg lærte meget om relationsarbejde, tydelig struktur og betydningen af nærvær. Før min tid som lærer har jeg også arbejdet inden for salg og ledelse, men det blev hurtigt klart for mig, at det er i arbejdet med børn, jeg trives allerbedst. Det er dér, jeg føler, jeg gør en reel forskel.
Som underviser er jeg rolig, motiverende og struktureret, og jeg tilpasser altid min undervisning, så den passer til elevens tempo og læringsstil. Jeg tror på, at udvikling sker gennem tryghed, tydelighed og nysgerrighed – og gerne med en smule humor undervejs.
Jeg glæder mig til at møde jer og være med til at skabe gode læringsoplevelser, der giver styrke, fremskridt og mod på mere.