Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg er uddannet folkeskolelærer med linjefag i dansk, biologi og engelsk. Endvidere favner min nysgerrighed og viden bredt, og jeg er dybt engageret i alle natur- og sprogfag. Derfor tilbyder jeg også undervisning i en lang række fag udover min fagkombination. Jeg har erfaring med undervisning i dansk, DSA, engelsk, biologi, natur/teknik og fællesfaglig naturfagsundervisning fra mine praktikker under uddannelsen, ligesom jeg alle dage har været mine venner og families go-to tutor i alt fra folkeskole- til universitetsniveau og i et utal af fag.
Dét særlige, som gør mig til en god underviser er, at jeg er dygtig til at gøre det uforståelige forståeligt. Jeg hører ofte elever sige, at de ikke forstår et givent emne, når det forklares af lærere, forældre eller andre søskende, men at det pludselig giver mening, når det forklares af mig. Søren Kirkegaard formulerede engang: ”For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg kunne forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-forståen ham slet ikke.”
Mit lærerhjerte brænder for at gøre undervisning spændende og skabe ægte nysgerrighed og engagement. I min pædagogiske og didaktiske tilgang vægter jeg autenticitet, faglig kreativitet samt tålmodig og sikker formidling. Jeg er god til at opbygge relationer, skabe trygge rammer og fremme et inddragende miljø med øje for den enkelte.
Af særlige kompetenceområder, er jeg specialiseret indenfor elever med læse- og skrivevanskeligheder, hvilket betyder, at jeg har moderat kendskab til de mekanismer, der er på spil, når der ordblindhed involveret, eller når læsning og skrivning driller af andre årsager. Desuden har en smule erfaring med DSA-undervisning.
Som lektiehjælper ved Go-Tutor ønsker jeg at bidrage til meningsfuld og kompetent undervisning, hvor min faglige baggrund og personlige kvalifikationer kan bringes bedst muligt i spil, og hvor jeg kan hjælpe elever til at opleve, at de fleste fag hverken behøver at være svære eller kedelige, men kan være både spændende, sjove og lærerige, og - med den rigtige hjælp - faktisk også ganske ligetil!
I min fritid er jeg begejstret for natur og friluftsliv, og er aktiv med at vandre, løbe og cykle. Jeg er også glad for at renovere og restaurere alt fra møbler til maisons, og jeg finder en stor glæde i at forvandle ting fra genbrugsskrot til genbrugsguld. Desuden anvender jeg det brede bæredygtighedsbegreb som et vigtigt værdikompas i mit liv.