Hej, jeg hedder Svend, og jeg går i 1.g på Nørre Gymnasium i Brønshøj, hvor jeg også har boet hele mit liv.
Jeg er en ung fyr, som elsker at spille fodbold. Det har jeg gjort to gange om ugen året rundt de sidste 11 år. Jeg går også meget op i min styrketræning og sundhed, som jeg er ret disciplineret med. Men mest af alt elsker jeg at være sammen med mine venner, lave alt muligt fedt og tage rundt og opleve livet fra alle mulige sider.
For eksempel hoppede min ven og jeg sidste sommer på en cykel gennem Europa ned til Paris. Det var en kæmpe oplevelse. Denne sommer var jeg i Østrig og besteg bjerge med min far, og for to år siden var jeg med min familie tre uger i Indien, efter mit ønske, for at opleve en anden side af verden. For mig findes der næsten ikke noget bedre.
Jeg vil beskrive mig selv som nysgerrig, tålmodig, rolig og positivt indstillet med et godt mindset, også omkring læring.
Jeg har valgt at blive lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg synes, at det er et utroligt meningsfuldt job, som jeg også er overbevist om, at jeg vil være god til, selvom jeg ikke har nogen læreruddannelse. Jeg har nogle andre kompetencer, som i den grad også er nyttige for at være en god lektiehjælper.
Min stærke side som underviser for et barn, der går i folkeskolen, er, at jeg selv lige er kommet derfra, og på den måde kender jeg skolen fra en anden side, og jeg ser tingene på en anden måde end en lærer gør. Jeg kan sagtens huske, hvordan det var at gå i 0.-9. klasse. Jeg kan af den grund lettere sætte mig i elevens sted og forstå deres problemer og frustrationer, som de måske har med deres fag. Og jeg kan forestille mig, at jeg virker mere ligeværdig og i øjenhøjde for eleven end voksne gør på grund af min alder.
Når jeg skal undervise dit barn, vil jeg gøre mit bedste for at gøre sessionerne så varierede som muligt, så de på den måde kan forstå og huske tingene lettere og bedre, men også for at det ikke bliver for kedeligt og ensformigt efter en hel skoledag.
Jeg vil bl.a. forsøge at gøre sessionerne mere aktive og kreative eller generelt prøve at inddrage elevens egne interesser for at skabe mere lyst til at lære. Et eksempel på det kunne være at sparke på mål med en fodbold og derefter udregne vinklen, hvis det nu var en, der godt kan lide at spille fodbold og skal bruge hjælp til matematik.
Jeg vil altid gøre mit bedste for at lære eleven at kende og opbygge en god relation, så vi kan skabe et roligt og trygt arbejdsmiljø, hvor der er ro og plads til at lære, men også til at fejle uden, at det nødvendigvis er en dårlig ting, men snarere en mulighed for at lære og sørge for fremgang og progression for eleven. Det er vigtigt, at eleven ikke ser det at fejle som en negativ ting, men lærer, at alle laver fejl, fordi det er en nødvendighed, hvis man skal blive god til noget som helst i livet.
Jeg har gået på N. Zahles Seminarieskole, som er en privatskole, der ligger i midten af København, hvor jeg har modtaget rigtig god undervisning gennem alle 10 år. Jeg er selv glad for at gå i skole og for at lære nye ting, blive klogere og udfordre mig selv.
Jeg har altid været god og lærenem i skolen i langt de fleste fag. Dette har ført til, at jeg har haft en del overskud til at kunne hjælpe de andre i klassen med at forstå nogle af de ting, som kan være vanskelige for mange, bl.a. ved at omformulere tingene eller sætte dem ind i en ny kontekst. Det virker som regel meget godt. Mine stærkeste fag er matematik, engelsk, fysik/kemi, dansk og biologi.