Kære kommende elev og forældre!
Hej, mit navn er Stine. Til daglig er jeg studerende på Aarhus Universitet, hvor jeg læser psykologi. Jeg er fra Aarhus-området, studeret på Århus Statsgymnasium og haft et højskoleophold i Rødding.
Jeg er en udadvendt og smilende person, der altid har haft en interesse for skole og det faglige. Jeg engagerer mig i den undervisning, jeg giver. For mig er det vigtigt, at der er plads til alle, så jeg er en meget rummelig, forstående og tålmodig person. Jeg nyder at møde nye mennesker og høre om dem og deres liv. Derfor vil jeg gøre mit for, at undervisningen ikke føles som tvang men sjov og hyggelig.
I min fritid er jeg en kreativ sjæl. Jeg nyder håndarbejde, blandt andet syning og strik, men også at være aktiv med dans og yoga. Generelt har jeg altid lært bedst, når mine andre interesser eller færdighed er blevet en del af undervisningen, og jeg vil derfor blande elevens personlige interesser og det faglige.
Hos mig skal der være plads til fejl - dem lærer man mest af. Kombineret med tålmodighed og tilpas udfordring er dette grundlaget for min undervisning.
Jeg ser frem til at høre fra jer!