Hej! Velkommen til min profil ved GoTutor.
Jeg er en positiv og udadvendt person, der kan have mange bolde i luften på samme tid. Jeg har afsluttet STX på Silkeborg Gymnasium og ser frem til et spændende sabbatår, som jeg vil bruge på at arbejde, være sammen med mine venner og dyrke sport (bl.a. klatring og cykling som ligger mit hjerte nært.
Jeg har igennem min skoletid selv modtaget mentorundervisning i tysk, fransk og matematik, hvilket har gjort, at jeg har vendt min indstilling til disse fag og pludselig fundet dem interessante. Jeg ønsker med dette job at skabe en tillidsfuld og givende relation til eleven - som jeg selv har oplevet med mine mentorer og håber, at jeg kan være med til skabe de fede aha-oplevelser, hvor vi sammen kan knække koden til det eleven har svært ved.
Jeg er en god underviser, fordi jeg kan sætte mig i elevens sted, og fordi jeg altid møder eleven der, hvor eleven er. Jeg har et højt fagligt niveau og er god til at lære fra mig. En af mine største forcer er , at jeg har stort overskud i læringsprocessen og gerne bruger lang tid på et enkelt problem, hvis det er, hvad eleven har brug for. Jeg tror på, at læringsprocessen er vigtigere end resultatet i sig selv, hvilket betyder, at jeg med tålmodighed og respekt tager eleven med på læringsrejsen.
Det vigtigste for mig er at skabe en tryg, legende og lærende mentor-elev relation, fordi jeg tror på, at det er i sådanne rammer eleven for alvor kan lære og udvikle sig. Jeg tager udgangspunkt i mine egne positive oplevelser og erfaringer som elev og forsøger at implementere disse i mit arbejde som mentor. Da jeg selv har modtaget mentor-hjælp og selv følt presset ved ikke at få topkarakterer, tror jeg, at jeg forstår elevernes følelser, tanker og frustrationer ved ikke at være den bedste og i erkendelsen af at skulle have en mentor. Som underviser er jeg derfor først og fremmest anerkendende og forstående overfor eleven og forsøger at skubbe eleven, uden at eleven føler sig forkert og mister motivationen.
Jeg glæder mig til at møde min næste GoTutor elev!