Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Julie, og her kan du læse lidt om mig:
Jeg er en omsorgsfuld og glad pige på mit 2. sabbatår. Jeg blev færdig med min STX-uddannelse i 2024 og har siden været ude som turistguide i Grækenland. I min fritid dyrker jeg gymnastik, spiller klaver og ser film.
Jeg har tidligere undervist i gymnastik i 9 år for aldersgrupperne 3–13 år samt 70+. Jeg har også arbejdet med unge i gymnasiealderen, da jeg var tutor for ATU (Akademiet for Talentfulde Unge). Her handlede det meget om at vedligeholde motivationen hos deltagerne.
Min undervisningsstil går meget ud på at mærke, hvor mine elever er, og derfra tage fat i nogle af de lidt mere udfordrende grundsten. Jeg forsøger at holde eleven i flow-stadiet, altså hvor sværhedsgraden og elevens kompetencer stemmer overens. Hvis opgaven bliver for svær, mister man motivationen.
Når jeg underviser, handler det meget om små sejre. På den måde arbejder man sig langsomt hen imod målet. Det er også med til at skabe højt humør og en positiv stemning omkring læring. Jeg forsøger at finde forskellige vinkler på løsningen af et problem. Nogle gange skal tingene forklares på forskellige måder, før det giver mening.
Matematik kan være et af de fag, mange har svært ved. Fagets emner bygger oven på eksisterende emner, dvs. at man ikke kan lære at gange, før man kan plusse. Derfor er det en af mine store opgaver som underviser at sikre, at elevens grundviden er på plads.
Jeg er selv ordblind, hvilket gør, at jeg har kendskab til relevante værktøjer. Fordelen ved at have en lidt krøllet hjerne som min er, at man bliver god til at tænke ud af boksen og finde andre veje til at nå i mål.
For mig er der ikke noget bedre end at kunne se, hvilken forskel man gør for andre. At se, når der bliver kæmpet, og brikkerne endelig falder på plads. Det giver mig en masse positiv energi – og det er derfor, jeg er lektiehjælper hos GoTutor.