Hej, mit navn er Jakob
Jeg er en ung mand på 23, som studerer til civilingeniør i bioteknologi på Aarhus universitet. Som underviser tror jeg på, at en god forståelse for et fag kommer med flid fra dig og støtte fra underviseren, mere end det kommer fra råt talent. At blive kompetent inden for et hvilket som helst felt kræver, at man er villig til at opgive sin tid og gøre sig umage. Jeg har mødt mange elever i min tid som lærervikar og tutor, der var skarpe og villige til at arbejde, men som desværre havde en underviser, der ikke havde nok tid til at fokusere på den enkelte elev. Dette resulterede i, at eleven viste et lavere niveau, end eleven egentlig har. Mit job som tutor er at forstå, hvordan du lærer, og hvad der virker formidlingsmæssigt.
Som tutor kan jeg love, at jeg vil gøre mit bedste for dig. Et løft i karakteren kan aldrig loves af en tutor. Til eksamen kan der kan være nerver på, et højt forventningspres om at præstere og en uheldig censor, hvilket hverken elev eller tutor kan kontrollere. Men at bestræbe sig på at vejlede dig gennem forståelsesprocessen, have tålmodighed og bakke dig op er et løfte, som enhver god tutor kan give til sin/sine elever.
Det, som jeg associerer med en god underviser, er én, der kan gøre et svært emne til noget mere simpelt ved hjælp af god formidling. Men den gode formidling er relativ i forhold til, hvem du er som person. Derfor er det afgørende for mig, at jeg lærer dig at kende og får et indtryk af dig i forbindelse med undervisningen/hjælpen.
Sidst vil jeg sige, at jeg glæder mig til at lære dig at kende og komme i gang med arbejdet! En indsats vil altid skabe resultater, uanset hvem man er som elev.