Jeg er en kvinde, som netop har færdiggjort min bachelor som fødevareingeniør. Jeg tager på nuværende tidspunkt en kort pause fra studiet, inden jeg starter min master i begyndelsen af februar 2023. Jeg kan undervise i forskellige naturvidenskabelige fag, som også er noget, jeg plejer at beskæftige mig med til hverdag.
Jeg bor i Hovedstadsområdet med min Italienske kæreste, og på trods af at han taler godt dansk, taler vi også meget engelsk i hverdagen både sammen og med vores sociale omgangskreds. Jeg har selv haft engelsk på højt niveau i gymnasiet og har for nyligt afleveret et bachelorprojekt skrevet på engelsk.
Jeg har lidt erfaring med at være tutor for venner og familie på forskellige niveauer i matematik, hvilket kan være en særlig stor udfordring for mange, som igennem tidligere undervisning er blevet afskrækket fra faget af mange forskellige årsager. Jeg har selv haft udfordringer med skolen, indtil jeg nåede de højere klasser i folkeskolen, hvor jeg begyndte at klare mig godt. Min opfattelse er, at det ofte bare kræver den rette underviser eller den rette undervisningsmetode.
Jeg blev diagnosticeret med ADHD omkring 18-års-alderen, hvilket forklarede mange af de udfordringer, jeg baksede med i folkeskolen. Det har hjulpet mig med at udvikle mig og læse selvstændigt, men jeg mener også, at det giver mig et særligt indblik i, hvordan det er at læse med den type udfordringer.
Dette er også én af grundene til, at jeg for eksempel går meget op i visuel læring (specielt i matematik), da jeg synes, det er med til at åbne naturvidenskabelige fag op og gøre dem sjovere at fordybe sig i. Kort sagt er et job som tutor betydningsfuldt på et personligt plan for mig, fordi jeg ved, hvor meget arbejde det kræver at nå så langt, som jeg selv er på nuværende tidspunkt, og det vil være en tilfredsstillende oplevelse for mig at hjælpe børn og unge med lignende udfordringer.
Jeg er i min fritid kreativt anlagt, og jeg elsker at male (både møbler og lærred). Jeg kan lide at tegne, læse og spille musik, og jeg tror, det gør mig meget alsidig som underviser. Da jeg selv tog matematik A, havde jeg for eksempel nogle gamle ungdomskort, som jeg klippede i stykker for at konstruere skærende planer i rummet. Det hjalp på min forståelse, og jeg er overbevist om, at den visuelle tilgang kan hjælpe andre også. Med de yngre mener jeg, at leg og kreativitet nemt kan inkluderes i deres undervisning og gøre det langt sjovere at forstå naturvidenskabelige fag.