Hej og velkommen til min underviserprofil!
Slagfærdig, sølvgråhåret, sprogligt solid og superentusiastisk sprognørd er, hvad eleverne vil møde.
Min baggrund som cand.ling.merc. (fransk & engelsk) med en ph.d.-grad i medicinsk terminologi har ført mig vidt omkring, både som selvstændig og ansat.
Min undervisningserfaring inkluderer undervisning af såvel børn som voksne - lige fra sprogundervisning i folkeskole og aftenskole til individuel eksamenshjælp samt undervisning i dansk, fransk og terminologi som ekstern lektor på SDU, AAU og AU. I en årrække var jeg desuden ansat som terminolog i Sundhedsplatformen, hvor jeg bl.a. havde til opgave at afholde danskkurser for de it-kolleger, som var involveret i den hårdt tiltrængte forbedring af den sproglige kvalitet på it-systemets brugergrænseflade.
Jeg er en livlig underviser, som gerne tyr til både humor og uortodokse opgaver. Jeg har altid haft god kontakt med elever, og jeg synes, det er sjovt, nyttigt og givende at videreformidle sproglig viden, som kan komme andre til gode.
Jeg er for nylig gået på pension, og det nyder jeg da også - men jeg har stadig lyst til at bidrage, og jeg har det sidste halvandet års tid haft forskellige mindre konsulentopgaver som bl.a. korrekturlæser af danske medicinske lærebøger.
Så kan I bruge nogle af mine sproglige kompetencer på dansk, fransk eller engelsk, vil jeg gerne høre fra jer.
Jeg glæder mig til at møde jer!