Jeg er en meget smilende og glad pige, som altid har været interesseret i at dygtiggøre mig fagligt. Jeg elsker at lære nye ting, og jeg nyder derfor også at kunne videregive min viden til andre. Derfor kunne jeg godt tænke mig at prøve kræfter med jobbet som lektiehjælper.
Mit første sabbatår har jeg brugt på lidt af hvert. Jeg har arbejdet på plejehjem, haft en skisæson i Schweiz, været en måned på interrail og til sidst arbejdet en sommersæson på Bornholm. Jeg er nu hjemme igen og klar til at starte på et nyt arbejde. Det kommende år håber jeg at blive klogere på, hvad jeg en dag vil studere.
Jeg savner følelsen af at blive fagligt klogere på nye emner, som fulgte med det at gå i skole. Derfor tiltaler jobbet som lektiehjælper mig rigtig meget, da jeg i mødet med den enkelte elev både vil kunne styrke mine kompetencer fagligt og personligt. Jobbet vil give mig mulighed for at lære mere om undervisning og om, hvordan man bedst møder og håndterer forskellige børn og deres behov.
Jeg tror på, at jeg kan bruge min egen motivation for det faglige til at gøre undervisningen interessant og motiverende for eleven. For mig handler god undervisning først og fremmest om at møde eleven, hvor de er. Jeg vil derfor have fokus på, hvordan den enkelte elev lærer bedst, og løbende tilpasse undervisningen, så den passer til elevens behov og måde at lære på.
Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at læring og lektier ikke kun føles som noget, der skal overstås. Jeg vil gerne gøre undervisningen sjov og skabe en tryg relation, hvor eleven tør stille spørgsmål og lave fejl. Jeg vil styrke elevens selvtillid gennem ros og anerkendelse, både når der sker fremskridt, og når eleven er nysgerrig og tør kaste sig ud i noget, der er svært.
Jeg vil gerne give eleven følelsen af, at hårdt arbejde betaler sig, og at det er fedt at mærke, når man pludselig forstår noget, der før virkede svært. Jeg håber derfor at kunne videregive min egen glæde ved at lære nye ting og samtidig hjælpe eleven med at få større selvtillid, både fagligt og socialt.