Hej forældre og elever
Lidt om mig: Jeg er en ung pige med masser af energi, godt humør og stor medfølelse; jeg er optimistisk samt realistisk. Jeg er p.t. i gang med mit andet år på HTX på Midtbyens Gymnasium i Viborg, hvor jeg får brugt meget af min viden, samtidig med at jeg lærer en masse nyt. Jeg er meget motiveret for mit studie og mine fremtidige planer. Gennem min skolegang har jeg fået kendskab til en masse fag, både på folkeskoleniveau og gymnasieniveau.
Jeg er født og opvokset i en stor familie med 8 søskende og beriget med kærlighed. Mit kendskab til børn har tidligere resulteret i forskellige jobs som barnepige. Derudover ved jeg, hvordan det er at begå sig blandt forskellige aldersgrupper, både de mindste og de ældre.
Undervisning hos mig: Når jeg underviser, tager jeg gerne "eleverne" med i undervisningen og sørger for, at læringen foregår på en sjov og spændende måde. For mig er god undervisning en undervisning, hvor det er muligt for eleven selv at kunne deltage og medvirke til en effektiv læring. Gennem mine 2 år på gymnasiet har jeg undervist og ført dialog med både klassekammerater og brobyggere. Mine mindre søskende underviser/lektiehjælper jeg også, og jeg elsker at gøre det. Jeg nyder at kunne give min viden videre på en positiv og interessant måde.