Hejsa
Jeg hedder Gorm, og bor på Amager med min kone og vores datter på halvandet. Jeg har en bachelor i Idræt og Fysisk Aktivitet fra Københavns Universitet og læser nu en kandidat i Business Adminstration and Innovation in Health Care på CBS. Gennem mit studie har jeg bl.a. arbejdet med udsatte unge i Colombia og studeret 5 måneder i Sydspanien. Spansk er derfor et naturligt fag for mig at undervise i.
Jeg er en meget åben og glad person, og som underviser er jeg meget engageret. Jeg forsøger altid at sætte mig i elevens sted og forklarer hellere tingene en gang for meget end en gang for lidt. Min erfaring siger mig, at undervisningen giver det bedste udbytte, såfremt det, der skal læres, tages i et roligt tempo, uden at der "presses" noget ned over eleven.
Jeg har de seneste to år arbejdet som underviser på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu), og har desuden undervist på en sprogskole i Kirgisistan og en NGO i Colombia og været vikar på en folkeskole på Nørrebro. Derfor har jeg meget erfaring med at skabe et godt og trygt undervisningsrum i en lang række situationer, hvilket jeg mener er det vigtigste element i en læringssituation.
Lektiehjælp er desuden en sag, jeg brænder meget for, fordi jeg mener, at man som lektiehjælper har en supergod mulighed for at bidrage til elevernes læring og velvære ved at hjælpe dem med at få det faglige niveau, de ønsker.
Afsluttende kan jeg fortælle lidt mere om mig selv. Jeg er meget aktiv og laver så meget sport en hverdag med studie, jobs og et barn tillader. Derudover er jeg meget berejst og har været i over 80 lande. Jeg har bl.a. sejlet over Atlanten og blaffet til Aserbajdsjan. Når man rejser på den måde, er det vigtigt at være åben og omstillingsparat.
Det er samme tilgang, jeg har til undervisning, hvor det er vigtigt altid at kunne omstille sig for at give eleven den bedste oplevelse. Udover spansk underviser jeg i matematik, idræt og et par andre fag.