Jeg er uddannet folkeskolelærer og arbejder også som lærer i min hverdag.
Jeg er dog lidt af en ildsjæl, og derfor er GoTutor en oplagt mulighed for at hjælpe nogle flere elever på tomandshånd efter arbejdstid. Da jeg studerede, har jeg også været lektiehjælper så jeg har erfaring fra tidligere med i bagagen. I mit fuldtidsjob er jeg klasselærer i en 5. klasse og underviser i dansk, engelsk, historie og kristendomskundskab.
Jeg er optaget af og nørdet med mine fag, og jeg elsker at skabe nysgerrighed og erkendelse hos den enkelte elev. Jeg er tålmodig og har ikke noget i mod at forklare ting flere gange på forskellige måder, hvis det er det, der skal til, for at eleven opnår forståelse.
Når jeg tilrettelægger undervisning, kan jeg lide at være kræsen med, hvordan jeg formulerer arbejdsspørgsmål, alt efter hvad jeg ønsker at eleverne skal opnå med undervisningen. Min erfaring med lektiehjælp er dog, at det i høj grad handler om hurtigt at kunne "tune" ind på den pågældende elev og smidigt kunne sætte sig ind i det pågældende stof og niveau, som eleven bakser med og har brug for hjælp til. Det er en kunst i sig selv, men jeg synes heldigvis, at det er rigtig sjovt.
Jeg glæder mig til at møde dig så vi forhåbentlig kan få nogle gode og lærerrige timer sammen.