Mit navn er Emil, jeg er en ung fyr, der elsker at være social. Til daglig studerer jeg til ingeniør (Elektronik og IT) på Aalborg Universitet, hvor jeg sidder og nørder med alle mulige elektriske kredsløb.
I min fritid er jeg spejderleder og formand for ThyRF (Thy-Mors rollespilsforening), hvor jeg blandt andet arbejder med at lave rollespil til voksne såvel som børn. Derudover bruger jeg min fritid på at programmere og med elektronik, hvor jeg ofte sammen med mine venner laver alle mulige skøre ting.
Som underviser bestræber jeg mig på at skabe en forståelse for emnet og ikke blot at kunne kopiere et svar. Der er intet bedre end at få den "a-ha!"-oplevelse, hvor tingene bare klikker, og man begynder at kunne løse opgaverne. Måden, jeg forsøger at give folk den på, er fx at give virkelighedseksempler.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg tror, at alle kan lære, det handler bare om at blive motiveret på den rigtige måde. Et godt eksempel på dette er, hvordan jeg endte som elektronikmand. Jeg var først på datalinjen, og så havde jeg en lærer, der så, hvad jeg faktisk interesserede mig for og tog en snak med mig og brugte timer uden for studietiden med at hjælpe mig med fx matematik. Det gav mig lysten og troen på, at jeg kunne studere videre og få den uddannelse, jeg gerne vil have. Den følelse håber jeg en dag at kunne give videre.