Hej, jeg hedder Louise. Jeg går til dagligt på HF og VUC. Jeg er en glad, smilede og grinende pige.
Jeg har gennem hele min skolegang haft enormt svært ved at følge med i timerne. Jeg blev sat i læseklasser, men det var, som om det ikke rigtigt hjalp. Det var først i slutningen af 8. klasse, at jeg blev konstateret ordblind, men jeg gik på en friskole, som hverken havde pengene, tiden, lærerne eller ressourcerne til at hjælpe mig ordentligt. Hvilket gjorde, at jeg faldt meget bagud.
I 10. klasse kom jeg på en ordblindeefterskole, og det var først der, jeg begyndte rigtigt at lære noget, for nu var der lige pludselig tid, ressourcer og lærere til at hjælpe eleverne. Hvilket gav mig et kæmpe skub i den rigtige retning, og jeg gik fra 02 til 10 i dansk og fra 7 til 12 i engelsk.
Jeg har siden da besluttet, at min ordblindhed ikke skal sætte en stopper for, hvad jeg kan og ikke kan, og er startet på en HF. Hvor jeg har fået blod på tanden til selv at blive lærer, så jeg kan give den hjælp, jeg aldrig fik som barn, for alle børn skal have lov til at lære.
Jeg er uddannet børne- og unge-håndboldtræner og har i 2 år været med-træner for u5-8.