Det jeg oplever som det absolut mest motiverende for min egen læreproces, er at have en underviser med humor, passion for sit fag, tålmodighed og kreativitet. Og det er helt klart de tre ting, jeg selv bruger som fundament for min egen undervisning:
- Humor i undervisningen er en ting, der kræver situationsfornemmelse: Er den afstemt og tilpasset, er det ofte en vidunderlig indgangsbillet til et andet menneske, uanset om man er barn eller voksen.
- Passion for det fag, man underviser i er et nødvendigt drive, der smitter af fra underviser til elev: Har man ikke selv passion og interesse i sit fag, så får eleven det heller ikke.
- Tålmodighed handler for mig om, at man som underviser er opmærksom på elevens signaler. Altså, at man også giver både tid og plads til det, der er svært.
- Kreativitet er noget af det, jeg selv har haft enorm gavn af i min egen læring. Jeg er selv ret visuel, så jeg lærer meget af at få min viden ud via tegninger, remser og at koble teori sammen med praktiske hverdagseksempler.
Jeg er først og fremmest selv et meget videbegærligt menneske og det er selvfølgelig motiverende for mig. Men har man svært ved et fag, så er det ret svært at frembringe den motivation.
Jeg tror min fordel som underviser er, at jeg tydeligt selv kan huske frustrationen over det, man har svært ved, samt det at have lyst til at opgive fordi man ikke kan overskue det. Det at kunne sætte mig ind i disse følelser giver en større accept, medfølelse og forståelse af, at det også er en normal del af en læringsproces – og det skal der være plads til.
Jeg ville vildt gerne kunne finde en masse faglige argumenter for, hvorfor jeg har valgt at blive tutor, men faktum er, at jeg er lidt af en nørd. 😊 Jeg elsker at suge viden til mig og så at få tændt samme gnist i andre, som jeg selv har oplevet ved at lære det. Det er lidt et kick for mig at få andre til at forstå noget og se det der lille lys i øjnene af, ”nåååå, det er sådan det hænger sammen.” Jeg vil gerne være gymnasielærer selv, så det at være tutor er lidt en naturlig vej for mig.
Lidt om mig:
Jeg bor i Odense, hvor jeg underviser i Søbysøgård- samt Nyborg Fængsel i HF-fag og arbejder som freelance tegner. Jeg har tegnet hele mit liv, og nu er det lykkedes mig at blive så god, at jeg kan have det som arbejde.
Jeg interesserer mig meget for musik; jeg synger og derudover er jeg ret kreativ med mine hænder med alverdens projekter. Jeg elsker dyr enormt meget! Jeg nyder at være sammen med mine venner og familie da jeg er meget udadvendt og socialt anlagt.