Som barn var jeg meget imod skole, hvilket var synd for min mor, som skulle overtale mig hver morgen til at tage afsted. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide at være der, men fordi jeg ikke kunne se, hvordan de forskellige metoder eller læringsmål kunne bruges i den "virkelige verden". Da jeg endelig kom ud af den rebelske fase, så jeg, at det ikke er metoden i sig selv, men forståelsen bagved, som kunne bruges, både som menneske og som elev. Det vil jeg gerne videregive til dem, der er yngre end mig selv – og udvikle sammen med såvel dem, som allerede ved det, som dem, som stadig ikke ser pointen i at skrive en kronik eller lære om den franske revolution.
Jeg elsker at bruge humor, visuelle hjælpemidler og eksempler for at skabe forståelse i min hverdag og mit professionelle liv. Jeg har altid haft let ved at omgås børn, hvilket jeg har gjort brug af i min tid som baskettræner i 3 år for u6-u16-holdene og i mine 2 år som lærervikar. Børn eller unge, der har besvær med koncentration eller motivation, har jeg mest forståelse for, fordi jeg lettere kan sætte mig i deres sted.
Jeg læser meget, træner i fitness, ser anime og hygger ellers bare med venner og familie!
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, fordi jeg gerne vil støtte alle, der har brug for eller ønsker at blive bedre til at lære, koncentrere sig eller finde meningen med, at vi skal lære de ting, som bliver krævet af os i skoletiden.