Jeg hedder Ronja, og jeg er meget engageret i at hjælpe andre.
Jeg er lidt af en læsehest. Jeg læser kun på engelsk, og det meste er romance, men der sniger sig også en klassiker eller en thriller ind her og der. Derudover elsker jeg at gå ture rundt i Odense og træne i fitnesscenteret ved SDU. Nogle af mine weekender bliver brugt på at se Formel 1. Al den tid, hvor jeg ikke er på studiet eller dyrker mine hobbyer, bruger jeg på venner. Jeg er storesøster til tre drenge, mine forældre er skilt, og jeg har en hund, der bor hos min mor, mens jeg studerer.
Min første oplevelse med undervisning var under corona, hvor jeg havde opgaven at hjælpe mine yngre brødre med deres hjemmeundervisning. Der var selvfølgelig de udfordringer, der følger med, når storesøster skal bestemme, men udover det gik det rigtig godt. Derudover har jeg været frivillig hjælpepædagog på de dage, hvor lærere og pædagoger skulle på kursus, og jeg har også arbejdet i ældreplejen.
Jeg har færdiggjort folkeskolen og gymnasiet og har haft sidefag i performance, psykologi C og musik B. Jeg er i gang med at tage min bachelor i engelsk og har indtil videre planer om også at tage en kandidat.
Jeg prøver så meget som muligt at gøre undervisning sjov og interessant. Det er svært at være glad for skole, hvis det er alt for kedeligt – især hvis man ender med at miste fokus. Den bedste undervisning, jeg har fået, har været af undervisere, som fokuserede på, at det også skulle være sjovt, med en lille smule udfordring eller leg. De havde en passion for deres fag, som gjorde det lettere at forelske sig i undervisningen og lave opgaver. Sådan en underviser vil jeg også være.
GoTutor er min mulighed for at udforske en potentiel fremtid som underviser. Det er også en måde, hvorpå jeg kan hjælpe og gøre mit bedste for, at andre får muligheden for at forelske sig i et fag – eller i det mindste se, at de sagtens kan klare det.