Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg er en meget åben og glad person, der nyder at lære fra sig. Jeg er vant til at have ansvar, da jeg har haft egen hest stort set hele mit liv. Derudover har jeg været spejder i mange år, hvilket har lært mig at samarbejde med mange forskellige mennesker. Her var jeg, i en periode, leder for en flok 1. klasser, og derfor har jeg erfaring med den aldersgruppe.
Jeg er meget tålmodig og har en god forståelse for, at der er ting der er svære at lære. I min SRP i gymnasiet skrev jeg omkring optimale måder at indlære på, med særligt fokus på fremmedsprog. Derfor har jeg en masse teoretisk viden inden for dette emne, og synes også det er spændende at følge, hvordan man hver især lærer bedst. På STX havde jeg sproglig studieretning, hvor jeg lærte tysk, engelsk, spansk og japansk.
Jeg er lektiehjælper, da jeg nyder at lære fra mig og hjælpe andre. Jeg kommer til at undervise på baggrund af min viden og erfaringer fra bl.a. min SRP-opgave. Her fandt jeg blandt andet ud af, at man lærer bedst ved at få den tid og plads den enkelte elev skal bruge, samt at det skal være en sjov ting at lære. Læringen skal helst ske gennem leg og aktiviteter samt gode samtaler, hvor der er plads til forvirring, glæde, frustration og spørgsmål. Det vigtigste er, at det er et trygt læringsmiljø.
Jeg glæder mig meget til at møde dig!