Hej, jeg hedder Rikke - og jeg vil gerne være dit fyrtårn hvad angår læring og hjælp til dine lektier. Jeg er ikke bare din lektiehjælp, men jeg vil også være et godt eksempel du kan følge og forhåbentligt også lære noget menneskeligt af.
Jeg læser lige nu til meritlærer (folkeskolelærer) på UCL i Odense. Jeg er i gang med at afslutte mit 4. og sidste modul i dansk til 4. - 10. klasse. Derudover læser jeg første modul i billedkunst og starter på tysk til efteråret. Jeg har en bachelor i italiensk, og taler flydende italiensk grundet et længerevarende ophold i Italien. Jeg har også en kandidat i medievidenskab, for film og tv-serier er virkelig noget, der får mit hjerte til at banke.
Noget af det vigtigste, jeg har lært indtil videre når man arbejder med børn og unge er, at hvis man skal lære nogen noget, så skal der være en god relation mellem underviser og elev. Der skal være tillid og tryghed. Vi to skal være i øjenhøjde, og det vil jeg sørge for når undervisningen går i gang så du får mest muligt ud af vores tid sammen og at vi får det sjovt.
Jeg er et udadvendt moderne voksent og ansvarligt menneske, der elsker kontakten til andre mennesker. Min erfaring med især børn har jeg fra en tid som vikar på en specialskole hvor jeg oplevede, at jeg med mit rolige og tålmodige væsen kunne noget med børn. Jeg er samtidig uddannet børneyogalærer, hvor der er fokus på især trivsel og fokus, hvilket jeg bringer med i alt hvad jeg laver.
Jeg dyrker yoga i min fritid og elsker musik - især at gå til koncerter hvor man også kan danse!
Jeg arbejder freelance som fotograf, tekstforfatter og oversætter imens jeg læser. Jeg har en baggrund i medieverdenen med udgivelse af en netavis, hvor jeg dagligt havde kontakt til virksomhedens mange kunder samt som it-supporter.
Som underviser går jeg meget op i den gode kontakt og tillid. Det sætter de bedste rammer for overhovedet at kunne lære noget. Jeg er tålmodig, lyttende og ved hvordan jeg skal understøtte eleven.
Jeg har meldt mig som lektiehjælper for at få lidt mere erfaring med at undervise, som forhåbentligt snart bliver mit primære job i livet.