Hej og velkommen til min profil!
Jeg er uddannet i fysik (B.Sc.) og astronomi (M.Sc.) og har undervist i matematik og fysik på både HTX og HHX. Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, fordi jeg gerne vil give den individuelle støtte, som der ikke altid er tid til i et klasselokale. For mig er det mest givende, at se en elev få troen på egne evner og opleve succes i et fag, der tidligere har virket svært.
Som underviser er jeg tålmodig og nærværende og møder eleverne på deres niveau. Jeg lægger vægt på at skabe en tryg atmosfære, hvor der er plads til spørgsmål og fejl, og hvor eleven føler sig set og hørt. Min undervisning tager altid udgangspunkt i den enkelte elevs behov, og jeg arbejder med at skabe motivation gennem forståelse, struktur og små succesoplevelser undervejs.
Gennem mit arbejde som underviser og mentor har jeg erfaring med elever, der har brug for ekstra faglig eller personlig støtte. Jeg har blandt andet været mentor for ordblinde elever og elever med behov for socialpædagogisk støtte. Jeg ved, at alle lærer forskelligt, og jeg nyder at finde den tilgang, der gør læringen mere meningsfuld og effektiv.