Hej, jeg hedder Rasmus
Jeg er lærerstuderende på læreruddannelsen i Odense, hvor jeg i januar 2022 startede på 4. semester. Jeg har fra begyndelsen af uddannelsen haft matematik og begyndte i januar 2022 på historie.
Jeg er lektiehjælper hos GoTutor, fordi jeg elsker at lære fra mig og hjælpe børn og unge. I forbindelse med uddannelsen har jeg en bred vifte af viden om pædagogik og læring. Jeg har gode erfaringer med undervisning og forskellige tilgange til undervisning fra min uddannelse, herunder praktikforløb. Jeg lægger stor vægt på at tilrettelægge undervisningen ud fra netop elevens kompetencer og behov. Jeg mener, at eleven skal være en aktiv del af undervisningen, hvor det ikke bare handler om at overføre viden til eleven. Undervisningen skal være et samspil mellem lærer og elev. Jeg vil i min undervisning arbejde med en undersøgende tilgang til læring.
Jeg arbejder ud fra at anskueliggøre, hvad eleven kan og ikke kan, og på baggrund af dette bygge videre på elevens kunnen. Jeg mener i den forbindelse, at det er vigtigt, at der i fællesskab med eleven aftales mål og delmål, så eleven har overblik over, i hvilken retning der arbejdes – så det er overskueligt for eleven.
Jeg mener, at et vigtigt vilkår for læring er tryghed, og jeg vil derfor arbejde for at skabe en god relation til eleven. For at skabe den gode relation vil jeg være mig selv, samtidig med at jeg er professionel. Det er vigtigt for mig at tage ansvar for forløbet og være tillidsvækkende. Jeg ønsker at skabe en støttende og tryg undervisning, hvor der er fokus på elevens behov og ønsker. Jeg er pligtopfyldende og arbejdsom og bruger den tid, som er nødvendig.
Udover studiet bruger jeg meget tid på at være fysisk aktiv, hvor jeg bl.a. løber fem gange om ugen og går længere ture. Jeg interesserer mig desuden meget for verden omkring mig og har derfor planer om at vælge samfundsfag senere i uddannelsen.