Mit navn er Nina, jeg studerer Lingvistik på Aarhus Universitet.
Jeg har altid været meget glad for at gå i skole, hvilket blandt andet skyldes de mange dygtige lærere, jeg har mødt gennem min tid som elev i folkeskolen, på efterskolen, på gymnasiet og nu også på universitetet. Jeg ved derfor hvor vigtigt det er for en elev at have en dygtig og engageret lærer, som kan hjælpe, ikke bare med en bedre forståelse af et fag, men også bidrage med at give eleven lyst til at nyde sin skolegang.
Jeg vil gerne bidrage med at skabe netop denne lyst hos elever ved at skabe et trygt miljø i min undervisning, hvor jeg gør det klart, at det er okay at stille lige de spørgsmål, der er behov for at blive stillet. Jeg ved også, at en elev både kan have gode og dårlige dage, hvor dagen har været lidt lang, eller der kan være sket noget uventet negativt i skolen, eller noget helt andet. Der kan være mange grunde til, at en elev ikke arbejder ligeså effektivt og engageret, som de plejer, men uanset hvad det er, vil jeg gøre det klart, at jeg som lektiehjælper også fungerer som en mentor, som eleven altid vil have mulighed for at snakke om stort og småt med.
Jeg strukturerer min undervisning efter elevens behov og niveau og søger altid, at eleven skal ende sessionen med en følelse af at have lært noget. I slutningen af sessionen vil jeg bruge et par minutter på at gennemgå de opgaver og tekster vi har set på i løbet af dagen, for at give eleven en følelse af at have lært noget, selv hvis det hele har virket særligt svært den dag. Jeg har ingen fast måde at undervise på, da det er noget, der skal udarbejdes hen ad vejen med den enkelte elev, hvilket giver eleven mulighed for at være med til at danne et rart undervisningsmiljø.
Jeg er lektiehjælper ved GoTutor, da jeg nyder at være med til at påvirke elever positivt. Jeg vil gerne hjælpe elever med at blive glade for skolen og lade sig inspirere fagligt. Når jeg tænker tilbage på min tid i henholdsvis folkeskolen, på efterskolen og på gymnasiet, husker jeg mine dygtige og engagerede lærer, som har inspireret mig til at påvirke elever på samme måde, som de har påvirket mig. På grund af mine lærere blev jeg så glad for skolen, at jeg endte med ikke at tage det sabbatår, jeg havde planlagt, men i stedet at gå direkte videre på universitetet efter gymnasiet. Denne succesoplevelse i glæden ved skolen ønsker jeg også for mine egne elever.
Jeg er en udadvendt, åben og engageret pige, hvis mål er engang at undervise unge mennesker, om det er på gymnasiet, på et sprogcenter eller på universitetet, ved jeg ikke, men det er mit kald at uddanne mig til underviser. Jeg elsker sprog og grammatik og nyder derfor min hverdag som studerende på Lingvistik. Når jeg ikke læser eller tager til forelæsninger, passer jeg min stilling som sociallivsambassadør på Lingvistik, hvilket indebærer en masse planlægning af det sociale liv og de events, der er at tage til som studerende på Lingvistik. Jeg nyder derfor også at have indflydelse på unge menneskers trivsel og velvære.