Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Anne. Som person er jeg meget udadvendt og omsorgsfuld. Jeg elsker at hjælpe andre med at lykkes, hvilket også er en af grundene til, at jeg studerer til folkeskolelærer. Jeg er i gang med 5. semester på læreruddannelsen.
Lige nu bor jeg i San Diego, Californien, USA, da jeg er gift med en amerikaner. Derfor er engelsk også en af mine stærke sider, og jeg taler sproget flydende. I juni afsluttede jeg engelsk, som hovedfag, med et 12-tal i både den skriftlige og mundtlige del. Jeg læser dansk som hovedfag, hvor jeg har lidt over et semester tilbage, før jeg skal til min afsluttende eksamen. Derudover har læst faget "klasselærerrollen og skole-hjem samarbejde", og på mit nuværende semester har jeg faget "specialpædagogik".
Inden jeg flyttede til USA (jeg har pendlet frem og tilbage, da jeg stadig har en bopæl i Danmark) arbejdede jeg som klasselærer i en 1. klasse siden skoleårets begyndelse og som fast hjælpelærer i en 1.-2. klasse halvdelen af sidste skoleår. Begge jobs var på Rudolf Steiner Skolen i Aalborg. Jeg søger nu mere erfaring sideløbende med min uddannelse, da jeg savner at undervise og lære fra mig.
På Steiner skolen fik jeg virkelig mulighed for at afprøve det virkelige liv som skolelærer, og det faldt mig meget naturligt. For at skabe en god undervisning fokuserer jeg først og fremmest på relationsarbejdet, så mine elever føler sig trygge ved mig, og derefter bygger jeg det faglige ovenpå. Børn lærer forskelligt, og derfor er det vigtigt for mig, at de bliver inddraget i beslutningsprocesserne omkring deres egen læring. Afhængigt af alderen bestræber jeg mig altid på at gøre undervisningen spændende og varieret, og det skal samtidig være sjovt at lære.
Jeg vil være en god lektiehjælper hos GoTutor, da jeg er vant til at arbejde online, idet min læreruddannelse er 100% digital. Jeg er fleksibel med arbejdstider, og vigtigst af alt er jeg tålmodig i mit arbejde med børn og deres individuelle læringsproces.