Velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Anne, og jeg holder lige nu sabbatår efter at have afsluttet gymnasiet med studieretningen matematik A, fysik A og kemi A. I 3.G arbejdede jeg i gymnasiets lektiecafe. Det var et meget givende arbejde, hvor jeg fandt ud af hvor fedt det er at hjælpe andre med at få succesoplevelser i klasseværelset, og det vil jeg gerne blive ved med.
Jeg er meget nysgerrig som person og elsker at lære nye ting og suge viden til mig. Derfor interesserer jeg mig for mange fag (ikke kun dem fra min studieretning) og har også kompetencerne til at undervise i dem. Jeg vil gerne videregive min glæde for at lære og min faglige nysgerrighed til mine elever, så de kan opbygge et solidt fagligt grundlag og finde det, der interesserer dem.
Jeg har som frivillig leder på lejre og som spejderleder lært at lære fra mig og at være tålmodig og åben i processen. Jeg tror, at det er vigtigt at skabe et rum, hvor eleven føler sig tryg ved at stille spørgsmål og få hjælp. Jeg har en positiv indstilling og tror på, at eleven nok skal lære det i sidste ende. Jeg kan godt lide at bruge analogier i min undervisning, da jeg har erfaret, at det kan hjælpe at sætte forståelige billeder på uforståelige ting.
Som person er jeg meget smilende og udadvendt, og jeg elsker nye udfordringer. I min fritid kan jeg godt lide at bevæge min krop - især på en god løbetur i skoven til orienteringsløb. Derudover har jeg altid gang i et par kreative projekter.
Jeg glæder mig til at møde dig!