Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Ane. Som underviser lægger jeg stor vægt på at skabe et trygt og støttende læringsmiljø, hvor der er plads til både udvikling og fejl. Jeg tror på, at motivation opstår, når store mål bliver opdelt i mindre, overskuelige delmål. På den måde kan eleven løbende opleve fremskridt og bevare sin motivation. Det er vigtigt at anerkende de små succeser, så eleven kan mærke, at han eller hun udvikler sig uge for uge. Derudover er det også vigtigt at skabe et trygt rum, hvor der er plads til fejl. På den måde kan man gøre læringen til et samarbejde, hvor vi sammen udvikler os gennem undervisningen.
Jeg har erfaring som lærervikar i folkeskolen, hvor jeg har undervist elever fra 0. til 10. klasse. Her har jeg stået over for mange forskellige udfordringer – lige fra interne konflikter og indlæringsvanskeligheder til manglende motivation for undervisningen. Gennem disse erfaringer har jeg lært, hvordan man bedst støtter den enkelte elev og tilpasser undervisningen til deres behov.
Min tid som lærervikar har givet mig værdifuld indsigt og gjort mig endnu mere motiveret for at arbejde som tutor. Jeg glæder mig til at gøre en forskel og hjælpe eleverne med at nå deres mål!
Selv har jeg altid haft en stærk interesse for naturvidenskab og har en særlig passion for fag som kemi, matematik og fysik. Disse fag var også omdrejningspunktet for min studieretning i gymnasiet, hvor jeg udviklede en solid forståelse og en stor fascination for naturvidenskabelige sammenhænge. Jeg planlægger også at videreuddanne mig inden for disse fag, når tiden er rigtig.
Jeg kender selv til GoTutor og ved, hvor værdifuld ekstra støtte kan være – især i eksamensperioder eller i fag, man synes er udfordrende. Da jeg var yngre, havde jeg selv en lektiehjælper, og det gjorde en stor forskel for mig. Derfor betyder det meget for mig at kunne give den samme positive oplevelse videre til andre børn, der har brug for en ekstra hånd i deres læring.
I min hverdag nyder jeg at være fysisk aktiv. Gennem mange år har ballet og dans været en stor del af mit liv, men i øjeblikket holder jeg mig i gang med fitness og løbeture.
Jeg elsker også at fordybe mig i kreative projekter, som jeg ofte deler med min familie, venner eller kæreste. Selvom jeg ikke ser mig selv som en stor kunstner, finder jeg stor glæde i at skabe med mine hænder og nyde processen bag hvert lille værk.
Jeg glæder mig til at møde jer!