Velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Asta og jeg er en positiv, tålmodig og nysgerrig person, der elsker at lære – og hjælpe andre med at gøre det samme. Jeg læser Uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet, fordi jeg er optaget af, hvordan vi lærer bedst, og hvordan man kan skabe undervisning, der både motiverer og giver mening. I min fritid nyder jeg at være sammen med venner og familie og at bruge tid på hyggelige og kreative projekter.
Hvordan er jeg som underviser? Jeg har tidligere været fast lærervikar i en 4. klasse i mit sabbatår, hvor jeg underviste i dansk, engelsk og naturfag. Den erfaring lærte mig, hvor vigtigt det er at møde eleverne med smil, ro og forståelse – og at undervisning først virker, når man har en god relation. Jeg tror på, at motivation er nøglen til læring: Når elever oplever succes og forstår, hvor fedt det kan være at lære nyt, vokser lysten til at blive endnu bedre. Jeg arbejder derfor med at skabe trygge rammer og små sejre, så eleverne mærker fremskridt og får tro på sig selv.
Hvorfor er jeg lektiehjælper ved GoTutor? Jeg er lektiehjælper, fordi jeg brænder for at gøre en forskel for elever, der har brug for et ekstra skub. For mig handler undervisning ikke kun om fag – men om at give eleverne mod på at lære og troen på, at de kan. Hos GoTutor får jeg mulighed for netop det: at støtte elever i deres udvikling og bruge min faglige og pædagogiske erfaring til at skabe glæde og motivation omkring læring.
Jeg glæder mig til at møde min kommende elev!