Mit navn er Karla, og jeg er lige blevet student efter at have gået tre år på HTX. Jeg er meget udadvendt og socialt anlagt, og jeg trives derfor bedst, når min hverdag indeholder meget kontakt med andre. Jeg er stolt af min evne til at skabe god stemning og holde humøret højt, også når det kommer til kedelige eller besværlige opgaver. Jeg elsker naturen og bruger meget tid på at være fysisk aktiv med mine venner. Lige nu har jeg et sabbatår, mens jeg prøver at finde en læreplads som veterinærsygeplejerske.
Jeg har ikke altid haft lige nemt ved skolen, da jeg både er ordblind, talblind og har ADHD. At få den rette faglige støtte og hjælp var altafgørende for både min faglige og sociale trivsel. Efter at have modtaget målrettet en-til-en-undervisning fik jeg en helt ny tilgang til undervisning og indlæring. Skolen blev pludselig en succesoplevelse for mig, og det kunne ses både på mit humør og mine karakterer. Jeg har derfor en kæmpe forståelse for, hvor vigtigt det er, at børn og unge kan få et fagligt løft på en tryg måde. Det vil jeg rigtig gerne være med til at gøre for andre, ligesom det blev gjort for mig.
Trods mine diagnoser er jeg ikke bekymret for, at de vil hindre mig i at kunne undervise og formidle. Jeg har trods modgang formået at opnå et rigtig højt fagligt niveau. Jeg er ikke længere generet af min ordblindhed i hverdagen og læser nu hurtigere end gennemsnittet. Jeg mener, at mine diagnoser giver mig en unik indsigt i, hvordan det er at føle sig udfordret fagligt. Jeg er superbruger af AppWriter og har også brugt både CD-Ord og IntoWords samt andre ordblindehjælpemidler. Jeg kan derfor også hjælpe med brugen af disse.
Selvom jeg er ny som tutor, har jeg i lidt over et år flere gange om ugen hjulpet min yngre kusine, som går i 2. klasse, med dansk, læsekompetencer og lektielæsning. Som tutor har jeg fokus på at være tålmodig og struktureret. Jeg fokuserer på at skabe struktur omkring eleven for at mindske mængden af forstyrrelser. Jeg bliver ikke frustreret, når noget skal forklares eller øves mange gange eller på mange forskellige måder. Jeg har selv været det barn eller unge menneske, som ikke turde sige, at noget var svært, og det er derfor vigtigt for mig, at lektiehjælpen er en tryg oplevelse.