Hej og velkommen til min underviserprofil. Jeg studerer p.t Spansk Sprog og Kultur på Københavns Universitet på kandidatniveau. Jeg har tidligere boet 2 1/2 år i Venezuela, hvor jeg bl.a. arbejdede frivilligt for forskellige organisationer samt for en sprogskole. Det spanske har jeg brugt regelmæssigt de sidste 25 år i forskellige sammenhænge b.la som oversætter i fængselsvæsenet, hvor jeg arbejdede som fængselsbetjent i 15 år, og ved at have regelmæssig kontakt med venner og familie fra Venezuela og Spanien. Jeg taler flydende spansk og har et højt skriftligt og grammatisk niveau.
Min erfaring med undervisning og lektiehjælp består i, at jeg har haft flere undervisningsforløb, da jeg boede i Venezuela og i forbindelse med mit arbejde som fængselsbetjent, hvor jeg også blev ansat som timelærer i Spansk.
Derudover har jeg i forbindelse med mit studie deltaget i forskellige studiegrupper, hvor jeg har påtaget mig at hjælpe de medstuderende som havde lidt sværere ved den spanske grammatik.
Når jeg skal undervise eller give lektiehjælp, så har jeg fokus på, at vi alle lærer forskelligt, og jeg vil derfor afprøve forskellige måder at forklare den samme ting på afhængigt af den pågældende elev. Derudover forsøger jeg at give min egen glæde ved spansk sprog videre og gøre det sjovt at lære det utroligt fantastiske sprog, som spansk jo er.
Min store interesse er det spanske sprog samt både latinamerikansk og spansk historie og kultur. Derudover elsker jeg den spanske musik og at danse salsa. I min fritid træner jeg i træningscenter 3-4 gange om ugen, og jeg kan også godt lide at gå til koncerter og lave mad sammen med venner og familie.