Hej og velkommen til min underviserprofil!
Mit navn er Oskar og jeg er i gang med mit sabbatår efter at have færdiggjort en STX-uddannelse på Gefion Gymnasium. Jeg elsker at lære nye ting, og jeg holder meget af at guide og støtte andre i deres faglige udfordringer og dele min viden på den måde, der hjælper dem bedst.
Jeg er udadvendt, smilende og god til at skabe nye relationer. Selv brugte jeg ofte lektiecaféen på gymnasiet, og jeg ved derfor, hvor meget det kan betyde at få støtte, når et fag udfordrer én.
Som underviser vil jeg sætte både overordnede mål for forløbet, men også mindre mål, som dit barn og jeg stille og roligt vil opnå et ad gangen, for at kunne fejre de små sejre og fremskridt og dermed hjælpe dit barn trygt gennem skolegangen.
Jeg interesserer mig meget for sprog og kulturer, og har derfor netop gået på sprogskole i Spanien i tre måneder, hvor jeg styrkede mine spanskfærdigheder markant. Erfaringen har givet mig både sproglige færdigheder og en forståelse for, hvor hurtigt man kan udvikle sig, når man fordyber sig ekstra i et fag.
Udover mit arbejde som lektiehjælper hos GoTutor er jeg også vikar i en børnehave, og i fritiden spiller jeg basketball på Frederiksberg og er bassist i et band.