Mit mål er at gøre mig selv overflødig. Det sker ved at give dig som elev de nødvendige faglige metoder og begreber og værktøjer, så du kan klare dig selv og opnå gode resultater. Det gør jeg ikke ved at gøre arbejdet for dig, men ved at lære dig, hvordan du skal arbejde.
Noget arbejde er kedeligt, fordi man skal øve sig og gøre det samme mange gange, men jeg kan love dig, at jeg vil gøre alt for at gøre det kedelige arbejde spændende. Det, man ikke forstår, er altid kedeligt. Det, man forstår, og det man er god til, er altid spændende.
Jeg har stor erfaring med SRP opgaven, hvor jeg kan hjælpe dig med at finde emne og materialer og lægge en slagplan for skrivningen.
Jeg har også mange års erfaring med at hjælpe med eksamensforberedelse - specielt hvordan du undgår at have nerver til eksamen. Det handler nemlig om at sætte nogle mål op, forstå hvad en eksamen går ud på (og især hvad den IKKE går ud på), lægge en plan for både eksamenslæsning, forberedelsestiden og selve eksaminationen, og så følge den.
Jeg har 41 års erfaring som gymnasielærer. Jeg var som lærer på Statens Faglige og Pædagogiske Forsøgsgymnasium med i de forsøg, som den nuværende gymnasiestruktur bygger på. Jeg har skrevet 6 lærebøger til Mediefag, en lærebog i gymnasiepædagogik og en debatbog om gymnasiet.