Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg kommer fra Roskilde, men er i dag bosiddende i Gentofte. Da jeg var mindre, spillede jeg meget fodbold, hvilket nu er skiftet ud med fitness.
Jeg er bedst til matematiske fag, hvilket jeg har gået meget op i, lige siden jeg var lille. Jeg har altid hjulpet mine klassekammerater, når jeg blev færdig før dem, og har øvet tabeller med familien ved middagsbordet.
Jeg dimitterede i 2019 fra Roskilde Handelsskole, hvor jeg gik på innovationslinjen. I 2020 startede jeg på HA - Almen på CBS. Jeg begynder på min kandidatuddannelse september 2023 og forventer at være færdig i 2025.
Jeg har førhen været lærervikar på Baunehøjskolen. Her fik jeg undervist på tværs af alle klassetrin (op til 9. klasse) samt på tværs af mange fag.
Jeg vil mene, at jeg som underviser både kan være rummelig og forklare tingene på flere forskellige måder, men samtidig sørge for seriøsitet, og at der bliver arbejdet koncentreret.
Baunehøjskolen havde på daværende tidspunkt klasser med elever med særlige behov, hvor flere klassetrin var slået sammen. I disse klasser hjalp jeg også til, hvilket har givet mig erfaring med at deale med forskellige behov, som elever kan have.
Jeg havde desuden forløb med 1-1-undervisning med 2 forskellige elever, som havde skoleproblemer, der gjorde, at de ikke kunne være i et normalt klasselokale. Derudover havde jeg min egen 7.-klasse i matematik, da der i nogle uger var behov for en vikar, og ledelsen mente, at det var bedst med en fast vikar. Dette har gjort, at jeg har erfaring med at lave og finde mit eget materiale samt lære dette fra mig.