Velkommen til min underviserprofil!
Hvordan er jeg som underviser?
Når det kommer til undervisning, lægger jeg meget vægt på at læring skal være sjovt. De bedste undervisningstimer jeg har haft igennem min skoletid, har været dem hvor jeg har kunne lære igennem praksis eller leg.
Jeg synes selv jeg er god til at lytte til andre mennesker, da jeg mener alle har noget de gerne vil fortælle om. Tit kan man også hjælpe læringen på vej, ved at lytte til hvordan andre lærer bedst. Noget jeg ikke mener hjælper børn eller unge med at lære, er hvis man ikke kan møde dem i øjenhøjde. Derfor vil jeg gerne lære dem jeg underviser at kende, så jeg bedre kan hjælpe dem med at blive interesseret i at lære.
Mange af mine følelser omkring undervisning og læring kommer fra egen erfaring, da jeg selv er ordblind, og jeg har måtte kæmpe med at finde metoder, der fungerede godt for mig selv.
Alle lærer på deres egen måde, og nogle mennesker passer perfekt ind i det traditionelle skolemiljø, men for dem der ikke gør, kan læring hurtigt blive en frygt. Derfor vil jeg også gerne hjælpe andre som muligvis har den samme historie som mig selv, da jeg fuldt ud mener at man kan alt, så længe man får de rigtige redskaber.
Hvem er jeg som person?
Jeg er passioneret omkring film, videospil, Dungeons & Dragons, dinosaurer, naturvidenskab, teknologi og historie. Når jeg først dedikere mig til et emne, ønsker jeg at kende og forstå det emne indad og udad.
Jeg har en bachelor i dramaturgi og en kandidat i medievidenskab, og er på nuværende tidspunkt i gang med at uddanne mig som multimediedesigner. Når jeg ikke går i skole laver jeg kortfilm.
I min fritid prøver jeg at lære alt hvad jeg kan om videnskab, kultur og historie, derudover elsker jeg at spille Dungeons & Dragons med mine venner, og klatre på klatrevæg.
Hvorfor er jeg lektiehjælper ved GoTutor?
Jeg er lektiehjælper fordi jeg selv kender til hvor hårdt det kan være at lave lektier. Ikke alle kan koncentrere sig om deres lektier, enten fordi de synes det er kedeligt, ligegyldigt eller fordi de simpelthen ikke forstår det, men jeg ved at alle sagtens kan komme igennem deres lektier, så længe de føler sig motiveret, eller har mulighed for at få støtte, enten fra en lektiehjælper eller de rigtige redskaber.
Jeg er også lektiehjælper, fordi jeg selv manglede det som barn, og når man har læringsbesvær, så som ordblindhed, kan man hurtigt udvikle angst for lektier eller begynde at tro at man ikke er god nok. Det er noget jeg ved kan modkæmpes hvis man har nogen ved siden af sig, som kan hjælpe og tror på ens evner.
I fremtiden vil jeg gerne arbejde som underviser indenfor de ting som jeg er passioneret omkring, og derfor ved jeg der er meget værdi i at arbejde som lektiehjælper. Ved at komme ud og arbejde med børn og unge, som har det svært med deres lektier, kan jeg også selv blive bedre til at konfrontere det jeg synes er svært, da det er den eneste måde at blive bedre i fremtiden.