Hej og velkommen til min underviserprofil!
Jeg hedder Jeppe og til dagligt er jeg i gang med en STX-uddannelse, hvor jeg har studieretningen bioteknologi. Jeg er fagligt stærk, og har igennem hele min opvækst været vant til at hjælpe mine klassekammerater med at fordøje de emner, der kan se en anelse uoverskuelig ud. Dette er en evne, jeg har fået ros for af både folkeskole- og gymnasielærere. Jeg har især fået ros for mit store faglige overblik og min evne til at bryde komplekse emner ned, så folk ofte bagefter tænker “nååårh - var det bare det?”.
Jeg er særlig skarp i de naturfaglige fag, hvor jeg altid har haft en stor passion indenfor matematik, fysik, biologi, geografi og Kemi. Når det så er sagt, kan jeg ikke komme udenom det faktum, at jeg er søn af en sproglærer. Det vil sige, at jeg har en afrundet forståelse af alle hjørner af sprog - alt fra sætningsanalyse i tysk til at skrive en brandgod indledning til danskstilen.
Jeg bor i Vestjylland, hvilket både min personlighed og tørre humor nok bærer præg af, men jeg er flink nok alligevel. Jeg er meget lige til som person, og vil møde dig lige der, hvor du er.
- Jeppe